En doula er en kvinde, som er uddannet til at støtte forældre før, under og efter deres barns fødsel. Ordet doula kommer fra græsk og betyder ”kvinde som tjener”.
En doula erstatter ikke jordemoderen, faderen eller andre pårørende, som måtte være med ved fødslen – doulaen er en ekstra støtte til den fødende og hendes pårørende.
Mange har længe været enige om, at gode fødselsoplevelser kræver ro, tryghed, omsorg og kontinuitet. Denne overbevisning underbygges af flere undersøgelser som viser, at tilstedeværelsen af en person, som den fødende er tryg ved, under hele fødslen kan reducere frekvensen af kejsersnit med op til 50%, mindske forbruget af smertelindring med 30% og reducere forbruget af vefremkaldende medicin med 40% – den såkaldte doula-effekt (kilde: Klaus Marshall: Mothering the mother).
For den fødende og hendes pårørende, er en doula at betragte som ”deres advokat” – en vidende, opmuntrende og omsorgsgivende støtteperson, hvis arbejde det er at hjælpe familien til en god fødselsoplevelse.
En doula er for jordemoderen og øvrige faggrupper at betragte som en pårørende. Personalet, som er ansat på fødestedet, bestemmer i sidste ende slagets gang og træffer de nødvendige beslutninger.
En doula er ikke, og skal ej heller, være en “mini-jordemoder” om end hun kender til fødsler – normale som unormale. Doulaen skal kunne informere og selv have fornemmelse for hvad der sker på fødestuen. Herudover er det vigtigt, at doulaen har ”redskaber” til at støtte den fødende og dennes pårørende, fysisk såvel som psykisk. En doula skal kunne samarbejde med det personale som varetager fødslen og derfor indgår emner som kommunikation og samarbejde også i uddannelsen.
En doula hyres af den enkelte familie og kan således være tilknyttet flere forskellige hospitaler, uden at have egentlig ansættelse der. Det at hyres af familierne åbner unik mulighed for at understøtte den enkelte families ønsker, da man som doula ikke er underlagt det enkelte hospitals behandlingsparadigme, om end hospitalernes arbejdsgange aldrig underkendes.
Når doulaen har etableret samarbejde med den enkelte familie er hun, som udgangspunkt, på kald fra 14 dage før og optil 14 dage efter forventet termin. Doulaen er parat til at rykke ud til den fødende familie dag eller nat, hjemme eller på fødestedet, fra det øjeblik familien føler behov for doulaens støtte og tilstedeværelse. Når familien er i fødsel bliver doulaen hos familien til barnet er født uanset vagtskifte etc. Når barnet er født og roen er faldet på den nyfødte familie tager doulaen afsked med familien. Ønsker familien en efterfødselssamtale kommer doulaen på barselsbesøg hos familien – almindeligvis 1-2 uger efter fødslen.